Den 22. maj 1834 fandt den på den tid berømte oldgransker Finnur Magnusson nøglen til en omdiskuteret runeindskrift på Runamo i Blekinge. Runamo- indskriften blev først beskrevet af den ikke mindre berømte Saxo Grammaticus omkring år 1200. Da Kong Valdemar fandt indskriften interessant, blev der udsendt en ekspedition for at tyde indskriften, men uden held.

Hildekind indtog Riget

Gard indhuggede Runerne

Ole Eed gav ...

Odin vie Runerne!

Ring Faa

Fald på Muld!

Alfer, Elskovsguder

Ole (hade)!

Odin og Frej

og Asers Slægt

ødelægge, ødelægge

vore fjender!

Unde Harrald

en stor Seier!

Opdagelsen blev publiceret i Dansk Ugeskrift i Juni 1834. Magnusson forfattede efterfølgende en afhandling på 750 sider om fænomenet. Det affødte megen beundring, men også en betydelig mængde skepsis. Når man kaster et blik på ovenstående skitse af inskriptionen vil de fleste med en geologisk baggrund kunne forstå skeptikerne. Der er nemlig tale om en såkaldt diabasgang med de for diabasgange hel karakteristiske opsprækninger. Sådan ser diabasgange ud over alt i verden. Den engang enogtyveårige J.J.A. Worsaae, besøgte Runamo, lavede nøjagtige opmålinger og sågar afstøbninger af hele "inskriptionen". Herefter udfærdigede han et lille skrift på 38 sider, hvor han på den ene side godtgjorde, at ikke en eneste af revnerne var hugget ud, og på den anden side, at plancherne i Magnussons værk var unøjagtige eller i bedste fald mangelfulde. Det samlede videnskabelige samfund afviste nu Magnussons tolkning som "absurd og en umulighed". Forchammer holdt klogelig lav profil og slap stort set for yderligere tiltale, mens den stakkels Magnusson blev tillagt hele skylden og det totale nederlag blev uundgåeligt. Dette elskelige flittige og i øvrigt meget dygtige menneske bliver i dag ikke husket for stort andet end denne skandale. Her kunne det være rart, om man kunne uddrage en lære om tværfaglighedens nødvendihed. Men så enkelt er det desværre ikke. Finnur Magnusson havde jo netop gjort det eneste rigtige, taget misteltenen ed og medbragt både tidens største Geolog og en af de mest markante filologer på ekspeditionen.

Læren, hvis der er en sådan, må snarere være noget med en uhildet tilgang til emnet og noget så diffust som videnskabelig redelighed. Det skal i øvrigt bemærkes at N.F.S. Grundtvig vedblev at tro på, at Finnur Magnusson ville få oprejsning. For den der er yderligere interesseret kan det bemærkes at Iver Kjær i "Guldalder Historier" har skrevet nok den bedste artikel der til dato er skrevet om emnet.