Ulrich Schnell
Nationalmuseet, Bevaringsafdelingen.
Geofysiske metoder er, siden halvtredsere, i stigende grad blevet benyttet ved forundersøgelser før arkæologiske udgravninger. De seneste års teknologiske landvindinger har gjort at finere og finere detaljer med arkæologisk relevans har kunnet udskilles. Der ud over kan målingerne i dag foretages meget hurtigere og dermed spare bade tid og penge. Med hensyn til in situ-bevaringen er det interessant at metoderne giver bade direkte og indirekte mulighed for at vurdere miljø og bevaringstilstand. De geofysiske metoders primære karakteristikum er at de kan udføres uden indgriben . Igennem arene har primært tjekkiske og engelske arkæologer taget magnetometrien til sig. Den kan endnu ikke betegnes som en rutinemæssig forundersøgelse men har dog fundet sin plads specielt nar det drejer sig om bygningsrester. Muligheder for at anvende transiente metoder til maling af ledningsevne og resistivitet har gjort denne del mere lovende, idet de tidligere metoder har været meget arbejdskrævende. I Polen og Rusland har gravimetrien vundet indpas. For de specielle danske forhold, der er meget glacialt dominerede, synes en kombination af differentielle magnetometriske målinger (cæciummagnetometer), elektromagnetiske malinger (EM38 for resistivitet/ledningsevne) og eventuelt jordradar oplagt. Disse tre metoder kan i kombination give et ret præcist billede af hvad der er at finde og hvordan det ligger. Desuden har det vist sig at nedbrydningsgraden af jerngenstande og vurdere tilstand og udbredelse af eventuelle allag. De to første metoder er relativt enkle og billige at anvende hvorimod jordradaren er mere krævende bade at anvende og at tolke. På grund af de generelt meget små gravimetriske kontraster i den danske undergrund vil denne metode med den forti den kendte teknologi ikke kunne anvendes. Metodernes relevans i forhold til in situ-bevaringen vil blive illustreret med eksempler fra en bronzealder gravhøj, en vikingetidshandelsplads, en jernalder tuegravplads og Gurre slot.