I et forsøg på at kaste lys over det antikke Egyptens fajance fremstilling har geologer, konservatorer og arkæologer samarbejdet om et feltstudie i landsbyen Qourna ved Kongernes dal i det centrale Egypten. Det utraditionelle tværfaglige samarbejde har åbnet nye perspektiver og givet værdifuld ny viden om teknologi og kultur i oldtidens Egypten.

I sommeren 1998 foretog undertegnede sammen med konservator Torben Sode fra den kongelige samling på Rosenborg, en rejse til Egypten for at studere fremstillingen af fajance (en salgs fin porøs lervare med glasur red.) med henblik på en sammenligning med antik fajance. Derved er der blevet opnået en indsigt i fajance fremstillingen som kaster lys over en række problemstillinger, der berører en del områder, bl.a. oldtidens infrastruktur, den umiddelbare fajanceteknologi og geologi.
I landsbyen Qourna fremstiller vore dages traditionelle fajance-magere perler, amuletter og statuetter efter en teknik, der ikke synes at have forandret sig væsentlig i de sidste 5.500 år. Håndværkstraditionen danner ramme om en kultur, der med få fornyelser har holdt sig uændret i årtusinder.
Egyptisk fajance betegner glaseret siliciumrigt, subvitreøst stentøj. Der er historisk set tale om det første glasagtige materiale. Fajancen har frem for både glas og keramik visse fordele. Fajancen er hård som glas, formbar som ler, men er i modsætning til begge disse materialer velegnet til støbning og vil holde både form og dimensioner efter brænding.

Qourna blev sammen med en række andre landsbyer på Nilens vestbred ved Luxor grundlagt i starten af det elvte dynasti til hvert deres håndværk. Starten af det elvte dynasti er også det tidspunkt i den ægyptiske historie, hvor det religiøse center flytter fra området omkring Kairo til Luxor-området. I mere end 2.500 år blev området brugt blandt andet til de kongelige begravelser. Dygtige håndværkere menes at være hentet fra det meste af den dengang kendte verden til disse landsbyer. Landsbyerne har så levet et afsondret liv for at bevare hemmelighederne om kongegravene. Dette har efterladt håndværkerne med et ry for at være snu, uafhængige og hemmelighedsfulde.
Det er naturligvis et faktum, der gør den etnologiske del af studiet besværligt. Det skal bemærkes, at de selvsamme familier, der skulle bevare hemmelighederne, huser gravrøvere og leverer forfalskede antikviteter.
Qourna, der i dag har cirka 4000 indbyggere, er således et center, der forsyner markedet med souvenirs, kopier, antikviteter og forfalskninger. 

Det, der har haft vores særlige interesse, er de håndværkere, der arbejder med fajancefremstilling. Det er de samme mennesker, der arbejder med steatitskæring (steatit er det samme som talk; et blødt vandholdigt magnesiumsilikat mineral red.). At det er de samme mennesker, hænger blandt andet sammen med, at affaldsprodukterne fra steatitskæringen bruges i fajancen. Det hænger endvidere sammen med, at der anvendes den sammen komplicerede brændingsteknik til begge dele. 

De sidste par års studier har ændret vores opfattelse på et væsentligt punkt. Det har indtil nu været den almindelige opfattelse, at mange af råmaterialerne i antikken har måttet importeres langvejs fra, muligvis fra Persien, hvor teknikken menes at stamme fra. 
Det viser sig imidlertid, at alt, hvad håndværkerne behøvede, fandtes i umiddelbar nærhed af Qourna. Dette års undersøgelser foregik i nettop en af disse råstofgrave. Dette arbejde vil blive emnet for en senere artikel.

Formgivningen af figurer i dag foregår i forme, hvis lige er fundet i en lang række udgravninger. Endvidere laves de såkaldte mumie-perler ved at rulle fajancemassen omkring et risstrå, der skæres i skiver på en række parallelle knivsblade og derefter brændes.
Brændingen foregår i et bål eller mile, der som hovedregel findes umiddelbart uden for værkstedet. Bålet antændes efter arbejdets ophør og efterlades i et døgn. Fajance- eller steatit-figurerne placeres på en kopperplade i et leje af aske og knuste koknogler. Sådanne plader stables til en højde af cirka en halv meter. Herefter stables kokasser op omkring bålet. Der bruges mere end hundrede  kokasser til et bål. Det er altså ikke helt billigt for håndværkeren at brænde. Prisen på en kokasse er cirka det dobbelte af prisen på et brød. Under brændingen bliver steatitten hård ved omdannelse til kvarts og enstatit. Desuden bliver både fajance og steatit blåt. Foreløbige studier tyder på, at den blå farve, som blandt andet romerne var helt forelskede i, dannes ved, at koknogler og kopper giver en kopperfosfat i genstandene.
Ud over den interesse, studiet af fajancen og dens fremstilling kan have i sig selv, skal studiet naturligvis også kaste lys over oldtidens fajancefremstilling. Det viser sig da også, at vore dages fajance fra Qourna har stort set de samme egenskaber som fajance helt tilbage til starten af det elvte dynasti. 

Et litteraturstudie har godtgjort, at der har været afsætning for disse håndværkeres arbejde kontinuert op gennem historien. Efter 1798 (Napoleons slag ved pyramiderne, der regnes for egyptologiens fødselsdag) har en del af afsætningen tilsyneladende været til vesteuropæiske museer.
Der laves naturligvis også fajancer og steatitfigurer, der er fixet op med autolak eller bejdser. Det er i visse sammenhænge også en fordel for afsætningen, at genstandene har et "antique look", der opnås på forskellig vis, blandt andet ved at give dem en efterbehandling med solsikkeolie og kaffegrums.

I efteråret 1999 foretog Undertegnede sammen med Geologen Anders Lie og geofysikeren Thomas Busk Espersen atter en rejse til område for at kortlægge adkomsten til råmaterialer i nærområdet. En nærmere beskrivelse af resultaterne af dette arbejde følger senere.

For en geolog har råmaterialerne og den rent materiale-teknologiske side af sagen naturligvis særlig interesse, men det, der har været dette studies særlige force, er samarbejdet på tværs af faggrænser. Arkæologer har arbejdet i området i to hundred år, de følger en humanistisk tradition og har derfor ikke haft øje for, at svaret på en del af deres spørgsmål ligger for og under deres fødder.